Danske Rekorder og Danske Ungdomsrekorder findes kun ved bestemte discipliner og bestemte aldersgrupper og når resultater ikke falder ind under disse kriterier, så har vi i stedet Dansk Bedstenotering.
Lørdag d. 14. juni ved Copenhagen Open i Hvidovre skulle det vise sig, at der blev gjort et over ordentligt godt forsøg på, at sætte en Dansk Bedstenotering.
Frej Engsig-Karup stillede til start på 1000m i D13, hvor målet var at forbedre hans flotte PB fra 2024 på 2.56,76 samt også at prøve at løbe en del hurtigere. Måske ned mod 2.50……. puha, måske lige optimistisk nok ?
Der var ingen hjælp at hente, da de andre i heatet var jævnaldrende eller et år yngre og ikke kan løbe helt lige så hurtigt som Frej. Desuden var der også en del vind og dermed ikke helt optimale forhold, da vindretningen gav 2 gange medvind og 3 gange modvind.
Frej disponerede sit løb utroligt flot, da han løb første omgang på 66,5 sek. og anden omgang på 69,5 sek. og alligevel havde overskud til at løbe 32 sek. på de sidste 200m i modvind. Det gav en sluttid på 2.48,09, som er en stor forbedring af hans egen KlubRekord i D13, men som også er sølle 0,01 sek. fra Dansk Bedstenotering.
Kæmpe tillykke til Frej med det flotte resultat.