Tid til den grande finale. Den gode nyhed var en flad etape. Den knapt så gode var distancen på 10 km. Efter 4 etaper hvoraf de 3 er ekstreme hver på deres måde, var benene trætte og interessen for resultatlisterne stor – for hvor meget kunne man sætte til uden at miste sin placering. Vi trøstede hinanden med, at de andre også var trætte.
Vejret var fint med 23 grader og sol – og atter en gang tårnhøj luftfugtighed.
Starten gik lige ud for Rønne Nord stadion og derefter løb vi ad kystvejen mod havnen. Efter en lille runde på havnen løb vi retur på kyststien langs kystvejen i retning af Nordskoven. Nordskoven nåede vi efter cirka 4,5 km og blev derinde indtil 8 km. Herefter ind i et villakvarter og retur mod Rønne Nord stadion ad det gamle jernbanetracé som nu er sti. Opløbet var inde på løbebanen på stadion.
De fleste var helt slukkede når de kom i mål. Selv havde jeg taget det rimeligt roligt, da jeg havde 5 minutter begge veje i resultatlisten og det skulle gå meget mærkeligt hvis der skulle ske nogen forskydninger.
Apropos forskydninger, så endte gårsdagens protest i D55 med en diskvalifikation på dagen.
Men hvad blev så enden på det hele?
Vores lånte fjer Sara Kristensen var bagud efter 3 etaper, men knuste de andre på Hammeren og løb den sikkert hjem i Rønne.
Nikolaj Blom var helt suveræn i HU20 og vandt med over et kvarter til næste løber! Nikolaj blev i øvrigt nummer 25 af alle mænd.
Paul blev med 5 andenpladser – rigtigt gættet – nummer 2 i H60 hvor Lars Wetche blev nummer 10.
Theodor Gilhøj var som altid hurtigste BACer. Tiden 34:10 gav en 4. plads på dagen i H25 og en samlet 5. plads i klassen, hvor Frederik Emil Fich blev nummer 88
Dicte holdt fast i 6. pladsen i K55.
Ole Kähler gik en placering frem og blev en flot nummer 7 i H65.
Lise Thurmann blev nummer 9 i K60.
Af andre nære bekendte af BAC skal nævnes Jakob Hyllegaard som blev nummer 2 i H45 og Bettina Guldbæk som blev nummer 3 i K45.
En uofficiel beregning der tager hensyn til alder og køn giver følgende pointscore på det samlede resultat for fem dage:
Theodor vinder med 1085 points efterfulgt af Lise med 1077 points og med Paul på 3. pladsen med 1047 points. Nikolaj får 1043 points, Dicte får 994 points og Ole får 962 points.
Det var så alt fra årets etape. Tak til arrangørerne for endnu et godt løb og tak til de frivillige hjælpere hvis motivation er helt afgørende for enhver idrætsforening.
Tak til løberne – især BACerne for stabile leverancer af nyheder, godt humør og hyggeligt samvær.
Tak til gravergruppen for utrætteligt at kaste lys over selv de mørkeste hemmeligheder – og mens vi er ved det – flæskesværene var bløde i år! Årsagerne kan være mange! Gravergruppen sover aldrig – vi vender tilbage næste år!