Etape Bornholm 2025 – Dag 4 - Hammeren

25. juli 2025 23:19 , af Paul Andersen

Så blev det tid til den årlige nærdødsoplevelse – Hammeren.

Vejret var fint - nok endda noget varmere end forventet – 23 grader, svag vind og solskin.

Fra start går det på brosten op ad en rimelig hård bakke. Efter 500 meter drejer man til venstre mod Sandvig og man har cirka 200 meter til at få pulsen under kontrol på et svagt nedløb. Herefter til højre ind på en grusvej og så går det ellers op, op, op – rundt om stenbruddet.

Efter godt tre km starter nedløbet mod Hammersø, som nås efter 5,2 km. Herefter en flad strækning mod Sandvig, hvor der drejes til venstre ind på campingpladsen. Stadig er det nogenlunde fladt, men nu kan man se en slange af mennesker der kæmper sig op på Hammerknuden ad en meget ujævn natursti. Ruten går forbi Salomons kapel inden der drejes ind imod fyret. Stigningen op til fyret begynder så småt ved 7,9 km og så går det ellers op ad til mål ved 8,6 km.

Kombinationen af trætte ben, mange højdemeter og en afsluttende stigning på 17% gør etapen – nåh ja – udfordrende.

Heldigvis er der en overvældende tilskuerinteresse for netop denne etape og specielt de sidste 200 meter til mål er en stor folkefest. Det hjælper – men sådan rigtigt nyde det, kan man ikke. Pulsen er på det tidspunkt langt oppe i det røde felt og kroppen er et stort syrebad.

Igen var Theodor hurtigste BAC´er med Nikolaj lige i hælene. Etapen gav ikke de store forskydninger i stillingen, hvor Theodor ligger nummer 5 i H25 og Nikolaj er helt suveræn i HU20, hvor han nu har mere end 12 minutter til nummer 2! Hvor Nikolaj kan cruise til mål skal Theodor holde kæden stram, da han har en AGF’er 13 sekunder efter sig!

Også godt løbet af Emil Lind-Holm som blev nummer 10 i H30. Emil ligger samlet nr.  18 i et stærkt felt som indbefatter de stærke AGF-løbere.

Paul blev igen nummer 2, men lige under min placering var der ret store forskydninger. Det betyder at jeg nu har 5:29 til nummer tre, så hvis bentøjet holder, burde jeg kunne løbe den hjem i aften.

I D55 blev Dicte i første omgang nummer 7, meeen en løber som de andre dage har ligget som nummer 45 og 46 i blev pludselig nummer 2. Faktisk løb hun så hurtigt, at ikke et eneste målgangsfoto har fanget hende. Til gengæld fremgår hendes mand (formoder vi) klart og tydeligt. Protest er indgivet af gravergruppen, som i samme ombæring faldt over en ung mand, der løb med et D50 nummer. Indtil videre har vi i år indgivet 4 protester hvoraf de 2 første er taget til følge. Man skal godt nok være vågen! Dicte ligger samlet nummer 6 med et lille minut til 5. pladsen.

Lise Thurmann blev i dag nummer 12 i D60. Lise holder dog fortsat fast i den samlede 11. plads med det sorte af neglene. Lises forspring er på 3 sekunder. Gravergruppen har haft tættekammen fremme og minutiøst gennemgået samtlige løbere foran Lise. Her er ikke noget at komme efter.

Ole Kähler (tjek lige billedet – cool!) blev nummer 9 på dagens etape, men holder med god margin fast i den samlede 8. plads.

I den særlige +60 gruppe, hvor man løber 3 af de 5 etaper blev Anne Kongsgaard nummer 5 og Annette Wetche nummer 12.

I holdkonkurrencen blev BAC 1 torsdag nr. 8 og BAC 2 nr. 28. Vi går stadig efter at vinde lodtrækningspræmien.

Redaktionen gør sig ihærdige anstrengelser for af finde billeder af alle BAC´er, men opgaven er meget svært overkommelig hvis man ikke løber i klubtøj. Opfordringen hermed videregivet.

 

Paul og Dicte