Så blev det tid til de første alvorlige højdemeter. Etapen i Almindingen er vist nok i virkeligheden den etape med flest højdemeter, men de er lidt mere civiliserede end de grufulde bakker på Hammeren. Mere om dem i morgen.
For en sjælden gangs skyld var der et pænt trafikkaos inden start, men afsted kom vi dog med 5 minutters forsinkelse. Den første kilometer er flad, men præcist ved 1 km mærket starter den første stigning som mere eller mindre fortsætter til 2,9 km. Herefter er der et fint snorlige nedløb til 4,3 km hvorefter det igen går opad til 6 km. Frem til 7 km går det ned igen hvorefter der er 2 mindre stigninger frem imod mål ved 7,8 km. Bortset fra den første km går det faktisk op eller ned hele vejen og der var bred enighed om at det var en hård omgang!
Temperaturen var cirka 20 grader med høj luftfugtighed.
Hurtigste BACer blev Theodor Gilhøj som med imponerende 27:02 blev nummer 15 af alle løbere og nummer 5 i aldersgruppen M25. Det er altså pace 3:28 på en benhård rute!
Ligeledes fortsætter Nikolaj Blom med at imponere i HU20 hvor det med tiden 28:14 blev til endnu en førsteplads. Nikolaj har snart 10 minutter ned til nummer 2, så kun uheld kan forhindre en samlet sejr.
Undertegnede holder fast i andenpladsen i H60 og fik faktisk udbygget afstanden til nummer 3. Det føltes ellers ikke sådan ude i skoven, men som en af mine konkurrenter sødt bemærkede efter løbet: ”H60 er godt nok tynd i toppen i år!”. Det lykkedes faktisk også at udbygge afstanden til nummer 1, men det er en anden historie.
Dicte bed tænderne sammen og rykkede samlet en plads frem i tabellen. Dicte ligger nu samlet nummer 5 i K55.
Lise Thurmann ligger samlet nummer 11 i K60 og Ole Kähler ligger nummer 8 i H65.
I toppen af damefeltet kæmper vore lånte fjer Sara en indædt kamp mod Alberte Kjær Pedersen. Sara er 27 sekunder bagud, men meget kan ske – ikke mindst på torsdagens sidste stigning. Mens Sara har trænet i pygmæe…pyrolys..pureer.. - nogle bjerge, har vi andre måtte nøjes med Bagsværds bakker, hvilket dog viste sig som en fordel for de fleste. I holdkonkurrencen blev hold 1 i går nr. 9 og hold 2 nr. 30 (der er ingen skelnen mellem køn og alder for hold).
Onsdag er sidste frist for bestilling af de stærkt vanedannende flæskestegssandwich. Panikagtige scener har udspillet sig for at komme i betragtning og dem der vidste hvordan man gør, har naturligvis holdt denne viden for sig selv. Et ondsindet ubekræftet rygte påstår, at processen fremgår af løbsbrochurens side 2 og på Facebook. Gravergruppen er på sagen – those who talk don´t know, those who know don´t talk!
Paul