Etape Bornholm 2025 – Dag 2 – Dueodde

23. juli 2025 14:11 , af Paul Andersen

Så var det tid til årets strandløb. De 5,8 km virker umiddelbart overkommelige, men det absurd løse sand i klitterne har gennem årene virkelig trukket tænder ud. I år var ruten dog ændret en smule for at forhindre kødannelse, så i stedet for at tumle igennem klitterne de sidste 1200 meter, var denne del af løbet reduceret til 600 meter og heraf var cirka 250 meter på overraskende fast underlag. Til sidst kom man dog tilbage på den gamle rute med løst sand og en ordentlig klit til at få pulsen op i det røde felt inden opløbet. Ruten var altså noget lettere end før – til gengæld var vinden en hård modstander. Godt nok var den i ryggen i starten, men vi havde den lige i masken på returløbet, som er længere end turen ud. Efter en solid regnbyge cirka en time inden start, var det heldigvis blevet tørvejr, for ellers havde vinden og de noget lave temperaturer gjort det til en kølig fornøjelse.

Afsted det gik med vinden i ryggen og blikket stift rettet i mod sandet, hvor sandslotte i årenes løb har været årsag til mange styrt. Heldigvis var der ikke så mange af dem for vejret havde ikke lige været til strandbesøg. Efter 1300 meter på stranden, drejer man ind på campingpladsen og på den lille tur på tværs af stranden, hilser man første gang på det bløde sand. Herefter er der en kilometer på grusveje inden det er retur til stranden og det løse sand ned imod havstokken. Herefter med tungen ud af halsen i modvinden indtil vi drejede ind imod klitterne igen og så gik det ind imod mål.

Hurtigste BACer blev Theodor Gilhøj som med imponerende 21:52 blev nummer 19 af alle herreløberne. Theodor ligger nummer 6 i aldersklassen H25.

Nikolaj Blom var lige i hælene på Theodor med tiden 21:59. Nikolaj fører aldersklassen HU20. Sidste ungdomsløber er Frederik Emil Fich med tiden 25:29. Emil Lind-Holm sørger for repræsentation i H30 med 24:52.

Dicte blev nummer 7 i aldersgruppen på dagen, men en protest har løftet hende til nummer 6. En af løberne foran hende lignede ikke just en kvinde over sin første ungdom – snarere en mand på toppen af sin ydeevne. Man skal være vågen! På trods af utallige henstillinger fra arrangørerne, er snyd med startnumrene udbredt og igennem årene har vi indgivet mange protester, som alle er taget til følge.  Charlotte Dam blev nr. 33 i samme gruppe.

Lise Thurmann – som har en længere vandretur i alperne i benene – blev nr. 11 i et stærkt felt (de seje kvinder i sidste års K55 er nu K60…) Kirsten blev nr. 33 i samme gruppe.

I 60+ klassen løb Annette Wetche og Anne Kongsgaard. I denne klasse løber man tre etaper i stedet for fem. I denne gruppe blev Annette nr. 11 og Anne nr. 4 i gårsdagens løb.

Paul forsvarede sin andenplads i aldersgruppen. Lars Wetche – også i H60 - har i år valgt en lidt mere turistet tilgang til løbet, og har efter en årrække med blodsmag i munden nu konstateret, at der er smukt på Bornholm. Ole Kähler blev nr. 9 i H65 i gårsdagens løb, men arbejder sig roligt opad i det samlede resultat.

Se i øvrigt Sportstiming for flere resultater. Desværre er ikke alle tilmeldt med Bagsværd Atletik eller BAC, så man skal vide, hvem man søger efter. Derfor kan der være medlemmer som ikke fremgår i disse reportager.

BAC har to hold med i holdkonkurrencen; yderst kreativt benævnt Bagsværd Atletik Club 1 og Bagsværd Atletik Club 2.  Holdene ligger pænt placeret, men det kunne faktisk være endnu bedre, hvis alle havde angivet klub ved tilmeldingen til løbet. Denne opfordring er hermed givet videre. BAC1 blev nummer 9 mandag og nummer 8 tirsdag. BAC2 blev nummer 30 både mandag og tirsdag.

Etape Bornholm er mere end konkurrence og præmier til de allerbedste. I løbet af ugen og særligt til afslutningsgallaen om fredagen udloddes mange præmier, som alle kan få del i. Særligt til holdene, er der fine præmier om fredagen. Her snakker vi ikke om skoposer eller startnummerholdere, men om spaophold, løbesko og ure. Sidste år gik samtlige disse værdifulde præmier til hold fra Viking Atletik og det gav selvsagt anledning til nogen surmulen i krogene og næring til en konspirationsteori eller to. Det var selvsagt en oplagt sag for gravergruppen som nidkært kastede sig over opgaven, men vi må skuffe de mistroiske. Trækningen af præmierne er sket efter etiske principper på et niveau, der kan få Notarius Publicus til at minde om Corleone-klanen og absolut intet tyder på snyd. Så den toplækre løbejakke fra New Balance, som jeg vandt i går, beholder jeg med god samvittighed.

 

Paul