5. runde af CRAFT LØBE CUP

25. marts 2026 23:19 , af Carsten Rytter

Lørdag d. 21. marts blev der afholdt 5. runde af CRAFT LØBE CUP i Fælledparken i København. NBRO stod i samarbejde med Dansk Atletik for afvikling af runden, som var en 5 km landevej. 3 runder af 1600m og ekstra 200m mellem startstreg og målstreg gav en hurtig rute, som også rigtig mange BAC’ere drog nytte af.

Første heat, som var for de løbere der forventede at løbe over 18 minutter, havde 4 løbere fra BAC med. Næsten samtidig kom både Mattie Liebst Sørensen (2014) og Elena Efremova over målstregen og for begge i imponerende 18.02. Mattie er først lige fyldt 12 år og han forbedrede sin allerede meget flotte PB med 14 sek. Elena satte også PB her med 30 sek. og samtidig satte hun Klubrekord i K40.
To lidt ældre herrer gjorde det også rigtigt godt og ifølge Statletik satte de begge PB. Jan Søgaard-Hansen (1972) løb på 18.23 og satte PB med 42 sek., mens Michael Pilegaard Hansen (1967) løb på 18.43, som PB, da Statletik ikke tidligere har registreret nogen hos Michael.
Første heat gennemført med 4 BAC’ere og 4 nye PB’ere, hvilket var en super fin start.

Andet heat var altså for de hurtige med forventelige tider under de 18 min. og her var der 6 gennemførende BAC’ere.
Marcus Rønn var hurtigste BAC’er og fik en samlet 5. plads i tiden 14.33. Tiden er PB med 7 sek. og samtidig ny Klubrekord i M30, som han forbedrer med 33 sek.
Jakob Lund Frisk var anden BAC’er under de 15 min. Han løb på fine 14.48, som er ny PB med 10 sek.
Jakob Mørkeberg (1980) løb i meget flotte 15.41, som er PB med 1 sek. og han blev nr. 3 i M40-klassen. Tiden er samtidig en forbedring af Klubrekorden i M45 med 1 min 32 sek.
Rasmus Hjalgrim løb på fine 16.00, som er PB med 22 sek. Mon ikke Rasmus har et nyt mål om at komme under 16 min. ?
Oliver Nyegaard løb på rigtig gode 16.03, som er ny PB med 1 min 12 sek.
Camilla Balle Bech havde virkeligt fart på godt hjulpet af Dean Cooper-Cunningham, som vi skylder en stor tak. For Camilla løb et super flot løb og kom i mål som nr. 6 hos kvinderne. Camilla kom for første gang under de 17 min. med tiden 16.57, som er PB med 25 sek. Camilla forbedrer samtidig både Senior Klubrekorden og Klubrekorden i K30 med 25 sek., som var hendes egne.
Andet heat gennemført med 6 BAC’ere og 6 nye PB’ere, hvilket var en super fin afslutning.

Og dertil kan vi lægge 5 Klubrekorder, så kan det vist ikke gøres meget bedre.
Også tak til Esben Krogh Rasmussen der var forhindret i at løbe pga. brækket kraveben, men han pacede det bedste han har lært fra sidelinien for at ”pushe” BAC’erne frem til alle de gode resultater.