Hvis du vil vide mere om vores triatlonafdeling
er du velkommen til at skrive til formand Per Nilsson

triafdelingen-bagsvaerd-atletik.dk
I Bagsværd Atletik Club har vi også en triatlonafdeling! Triatlon er en sport i vækst og er ikke kun en eksotisk sportsgren for de få. Sporten henvender sig til enhver, der kan lide at være fysisk aktiv, og som kan lide at svømme, cykle, løbe og lave styrketræning – og i BAC er der mulighed for alt dette.
I triatlonafdelingen er der triatleter på mange niveauer og i mange aldre. Det eneste, der kræves for at være med, er egentlig bare lysten til at træne og lidt basalt udstyr som svømmetøj, løbeudstyr og måske en racercykel eller mountainbike. Man kan være med på sit eget niveau, og hvis (når!) man bliver grebet af sporten, kan man langsomt opgradere sit udstyr og sætte sig nye mål.
Man kan dyrke triatlon på mange måder, og det behøver ikke være drømmen om en Ironman, der driver værket. Mange starter f.eks. med at gennemføre en kort triatlon med 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb og kaster sig derefter ud i længere distancer. Andre finder glæde i bare at kunne træne flere forskellige idrætsgrene i den samme klub. Atter andre døjer måske med en skade og bruger de øvrige idrætsgrene som et godt supplement og nyder dermed godt af overførselseffekten mellem idrætsgrenene. Med andre ord: Triatlon kan dyrkes på mange måder og af mange årsager.
Til vores fællestræninger lægger vi vægt på, at det skal være sjovt at træne, samtidig med at vi forbedrer os

Svømning
Vores vigtigste fælles træningspas er mandagssvømningen, der foregår i Gladsaxehallen kl. 20.00–21.15. Her står vores kompetente svømmetræner, tidligere landsholdstriatlet Susanne Nielsen, på kanten. Programmerne er typisk delt op i en teknisk del og en del med fokus på styrke og/eller udholdenhed. Her er plads til svømmere på alle niveauer, og det kræves blot, at man følger Susannes anvisninger og har lyst til at forbedre sig i crawlsvømning.
Onsdag kl. 19.00–20.00 har vi en enkelt bane uden træner i Gladsaxehallen, hvor man selv styrer træningen.

Løb
Løbetræningen foregår sammen med løbeholdene i BAC tirsdag og torsdag kl. 17.00 og lørdag kl. 8.30. Alle dage mødes man på Bagsværd stadion, hvor der også er omklædnings- og badefaciliteter. Tirsdagstræningen består typisk af opvarmning efterfulgt af intervaltræning enten i skoven eller på banen. Torsdag løber vi ofte en lidt længere tempotur, mens lørdagstræningen typisk udgør ugens lange, rolige tur. Der er løbehold til alle niveauer, så man skal ikke frygte at blive efterladt i skoven.

Cykling
Vi koordinerer cykeltræningen via vores gruppe på Facebook. Træningen foregår ofte i skoven på mountainbike eller gravelcykel eller på landevejsraceren eller triatloncyklen rundt på de nordsjællandske landeveje eller på den nedlagte Værløse Flyveplads, der kan lægge asfalt til timevis af bilfri sjov på cyklen.
Styrketræning og indendørstræning
Den fjerde disciplin er styrketræning, som vi kan dyrke i Fælleshuset ved Bagsværd Stadion. Her har vi frie vægte, kettlebells og andet godt udstyr til styrketræning, samtidig med at der er god plads til udstrækning og frie øvelser på gulvet. Derudover har vi adgang til to løbebånd, en god motionscykel og en crosstrainer.