Mændenes præstationer ved DT i Ballerup
6/6 Carsten Rytter  RET
Ved den dobbelte DT-match i Ballerup ydede alle BACs atleter er rigtig god indsats. Også hos mændene var der en hel del der havde meldt fra og derved måtte flere tage nogle alternative discipliner for holdet, også midt i stævnet. Hos mændene var der 7 klubber der stillede hold.
Første lidt alternative disciplin var 400mH, hvor evigt unge og friske Carsten Sørensen tog en tur for holdet. Han kom fint igennem på 70,40 og sikrede de første point til holdet. Senere tog Carsten endnu en for holdet ved at stille op i Stang og klare 2,13. Mellem disse to øvelser løb Carsten også 5000m, hvor han kom igennem på 16.55, hvilket gav en 4. plads. Der skal lyde en stor tak til Carsten for denne fornemme holdindsats. Længdespring var også en af de første øvelser på programmet og her var Kasper Hansen til start. Kasper havde påtaget sig, at stille op i Længde, 3-spring og Højde for at få fyldt alle huller ud på holdet, meget fornemt. Desværre overtrådte Kasper sit første forsøg og i andet gik lægmusklen i stykker, så Kasper var fuldstændig ukampdygtig og vi scorede 0 i Længde. Lars Bach stod kun på startlisten i Højde for at kunne træde til i en nødsituation og den havde vi nu. Lars klarede fint 1,63, men så ville baglåret ikke være med længere. Han nåede dog at slå KR i M45. I Kugle havde vi til gengæld 2 deltagere, Steen F. Mortensen og Hans Sanderson. Rart med en øvelse, hvor der er gardering på. Steen kom ud på 11,35 (KR i M50), hvilket gav en 3. plads og Hans kunne notere 10,57. Steen havde en travl dag for han kastede også Diskos og Hammer som eneste BAC’er. I Diskos kom han ud på 31,65, hvilket gav en 4. plads og i Hammer slog Steen virkeligt til med 4 kast, der alle havde givet sejr og hvor det længste var 43,98. I disse 3 øvelser samlede Steen 20 point til holdet. I Spyd var der også gardering på ved at vi både havde Hans og Lasse Skibsbye til at kaste. Lasse kom ud på 48,18, hvilket gav en 4. plads, mens Hans fik noteret 42,51. På de 2 korte sprintdistancer 100m og 200m havde vi 2 gode kort på hånden. Rutinerede og tilbagevendte Jacob Wolfgang og talentfulde Sebastian Valentin Buschardt stillede op på begge distancer. På 100m kunne Jacob sejre i første heat med 11,22 (KR i M30), men han tog det rimeligt afslappet de sidste meter og kiggede både til højre og venstre, hvor der var god afstand til de andre i heatet. I andet heat løb Sebastian i fine 11,58, men heatet blev vundet af en FIF’er i 11,22. Derved kostede et par hoveddrejninger 1 point og nu er Jacob nok endnu mere rutineret. På 200m satte Jacob tingene på plads ved at vinde i 22,71 (KR i M30) og Sebastian kunne vinde andet heat i 23,99 i dagens værste modvind. Det var stort for BAC og det var også stort for flere af de unge fra de andre klubber, at Andreas Bube stillede op på holdet på både 800m og 400m. På 800m løb Andreas bare med de første 600m og derefter afsluttede han som en hvirvelvind og var langt foran i mål (3,7 sek.). På 400m prøvede Andreas for første gang i lang tid sit ben af og der blev trykket godt igennem, hvilket selvfølgelig gav endnu en første plads med tiden 48,24. 18 point i 2 discipliner, super flot. Prezemyslaw Krajczynski (Premi) havde også indvilget i at stille op på 110mH samt 1500m. På 110mH kom Premi fint igennem på 21,15 uden ret meget træning og han slog tilmed en af de andre. På 1500m havde Premi selskab af Oliver Fjellander, som fik sin DT-debut. Premi havde et tæt opgør med flere andre og kunne med tiden 4.24,98 tage 5. pladsen, mens Oliver fik noteret tiden 4.40,02. Sidste hul der skulle fyldes ud efter Kaspers uheld var 3-spring. Sebastian gik ind og tog den for holdet og fik noteret 8,81 uden træning. Sidste disciplin var 4x100m, hvor vi havde Rói Holgarsson, Stefan Matarese, Sebastian og Jacob i nævnte rækkefølge. Det så rigtig fint ud, selv med et lidt kikset 2. skifte, så kunne Jacob gå i front op af opløbssiden. Her gik han desværre i krampe og måtte flowe så godt han kunne det sidste stykke. Derved kom 2 hold forbi og vi måtte nøjes med 3. pladsen i 45,08.
Som tidligere nævnt gav det en samlet 4. plads med 3 point op til nr. 3 og 18½ point til nr. 2.
Hvis vi teoretisk regnede med en sejr på 5000m til Joachim, en sejr på 1500m til Søren, en sejr til Kasper i 3-spring samt en 2. plads til Kasper i Længde, så ville en revideret slutstilling se således ud:
BAC 111½
AAC 108
FIF 104
BAK 86½
Skal vi ikke bare gøre det til næste år.
I skal alle have en stor tak for jeres indsats, både dem der lavede rigtig gode resultater, dem der tog en eller flere for holdet samt dem der stillede op som garderinger. En sidste tak skal lyde til Mogens Larsen som altid stiller op som dommer og hjælper for at hjælpe klubben.

Andreas Bube vinder 800 m
Sebastian Valentin Buschardt på 100 m
Steen F. Mortensen kaster diskos
Jacob Wolfgang på 100 m
Carsten Sørensen vinder en plads i spurten
Hans Sanderson støder kugle
Steen F. Mortensen støder kugle
Sebastian V. Buschardt skifter til Jacob Wolfgang
Jacob Wolfgang vinder 200 m
Sebastian Valentin Buschardt på 200 m
Prezemyslaw Krajczynski som redningsmand på 110 m hæk
Oliver Fjellander på 1500 m
Prezemyslaw Krajczynski på 1500 m
Lasse Skibsbye kaster spyd
Hans Sanderson kaster spyd
 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt