ØDMUinde søndag
19/1 Carsten Rytter  RET
2 guld, 4 sølv og 3 bronze i dag og samlet 6 guld, 5 sølv og 4 bronze.
Asbjørn Hedebo Boye stødte kugle og var kun 1 cm fra sin PR med længste stød på 6,49. Det gav plads i finalen, og en flot fjerdeplads.
Herefter løb Asbjørn en rigtig flot 200m i tiden på 35,41, som er PR med over et sekund.
Asbjørn havde en travl dag med tre øvelser indenfor mindre end 2½ time, så der var ikke noget at sige til, at han måske var lidt træt, da han sluttede af med Højde. Asbjørn lavede nogle flotte prøvespring, men kom så desværre ikke over starthøjden i selve konkurrencen.
Max Blom i D15 stødte også Kugle. I dag blev det til 7.59 med den 1 kg tungere kugle, som Max stadig lige skal vænne sig til.
Sebastian Valentin Buschardt stillede op på 200m og i dag havde han ikke tænkt sig at vige fra medaljepladsen, da han sprintede i mål i et superspændende opgør med Alejandro Maillet fra Blovstrød Løverne. Målfotoet sagde, at Sebastian vandt med 6/1000 sekund og dermed GULD til Sebastian.
På dag to af mesterskaberne var Katarina Hessner Hansen tidligt ude af dynen med en kl. 0900 start i Længde for piger 12-13. Med 4,80 meter i anden runde lagde Katarina pres på modstanderne. Louise B. Moore fra KIF nærmede sig bagfra, og fik med 4,87 meter i sit sidste forsøg lagt sig i spidsen af konkurrencen. Selvom Katarina svarede flot igen med 4,83 meter i konkurrencens sidste spring blev det denne gang Louise, der gik med sejren. Men igen flot af BAC springeren og en fin sølvmedalje, men nu er der jo lagt i ovnen til en revanche.
Katarina havde i øvrigt en travl dag på kontoret. Senere på dagen løb hun 30,30 sekunder på 200m, hvilket er betragteligt hurtigere end udendørs personlig bedste fra sidste sommer og også ny KR. Den flittige vintertræning bærer frugt! Sidste start denne gang for Katarina var 60 m. hæk, der gav en sølvmedalje med resultatet 10,71 sekunder som samtidig er ny PR inde og KR.
Ingrid Sofie Bach Jensen løb søndag 200 meter, og fik med 36,00 en ny PR (inde og ude) med mere end 2 sekunder. Og så var hele 4 BAC’ere i sving på Længde for piger 14-15 år. I dag fik pigerne bekræftet, at skiftet til afsæt fra planke er en drillepind. Udpræget ”plankefeber” for ikke bare BAC’erne, men hele det 37 (!) piger store felt var dagens diagnose. Christine Tilling fik i dag 3,17m, Josefine Bach Jensen Bang fik 3,97m, Rose Cathrine Due 4,51m mens Ellen Friborg fik 4,53m. Ellen og Rose sluttede lige udenfor de 8 bedste, der fik 3 ekstra spring, men det var en lærerig dag for både springerne og træneren. Næste weekend tager vi revanche i Malmø! Og alt i alt har BAC’erne leveret flotte resultater også denne weekend!
Dagens løbedistance for Mellem/Lang var 1500m, som 6 løbere prøvede kræfter med.
Astrid Holm Petersen i P10 løb sin første 1500m, og så indendørs i den tørre luft! Det gjorde hun flot og fik tiden 6.22,46 og en bronzemedalje.
Mia Helene Mørck blev dobbelt Østdansk Mester i P15 ved at gentage kunststykket fra gårsdagens 800m. Mia i spids fra start i et adstadigt tempo og først efter et par omgange blev en konkurrent utålmodig og gik frem i et godt ryk. Mia kunne dog fint følge med, mens de resterende halsede noget bagefter. Status blev nogenlunde holdt de næste 4 omgange, dog kom de bagvedliggende meget tæt på de 2 forreste, men da der manglede lidt mindre end 2 omgange rykkede Mia frem. På langsiden inden sidste omgang slog konkurrenten kontra, men uden at Mia mistede kontrollen, for da de nåede ud på næstsidste langside gik Mia uimodståeligt frem og rykkede fra og vandt igen en suveræn sejr.
Sara Schou Kristensen var i noget hårdere konkurrence end i går og måtte virkelig slås for sin placering. Der blev sat tempo på fra starten, således at det kun var de 3 medaljører der lå i førerfeltet. Den senere vinder kunne rykke fra Sara og den sidste konkurrent godt og vel halvvejs. Sara rykkede med 400m igen og fik lavet et lille hul, men desværre havde konkurrenten gemt lidt og kunne slå Sara i en hård spurt om sølv og bronze. En meget ærefuld bronzemedalje til Sara i tiden 4.57,11.
I D15 var både Sigurd Djurup og Jacob Weel Rosbo til start. Sigurd skulle løbe i første heat og havde kun erfaringen fra sin Indedebut i går. Han startede fint og fandt ind i et godt tempo og kunne på sidste omgang lukke hullet til en konkurrent, gå forbi og spurte fra denne. Rigtig godt disponeret og en god tid på 5.23,88. Jacob var i det andet heat mod en del hurtige raketter. Jacob kæmpede godt og kunne løbe i mål på 5.05,57.
Joachim Weel Rosbo var i D17 oppe imod Andreas Lindgren samt en del andre rigtig gode løbere. Joachim trak feltet fra start i et meget fint tempo, men efter et par omgange gik Andreas frem, hvor det kun var Joachim der kunne være med. Dog måtte Joachim slippe i det opskruede tempo, men der var fint hul ned til de resterende. Joachim kunne vogte placeringen ved at holde sit eget høje tempo og kom i mål på 4.18,23, hvilket er en rigtig god tid på denne bane. Dette udløste en sølvmedalje.

Frida S. Kristensen på præmieskamlen.
Mia H. Mørck vinder P15 1500m.
Sara S. Kristensen P17 1500m.
 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt