3. runde af DAFs vinterturnering blev afviklet i Aalborg, hvor juniorerne skulle løbe 5 km, kvinderne 10 km og mændene 15 km landevej. Kong Vinter meldte desværre hans første rigtige ankomst denne weekend og før samt under løbet faldt der en hel del sne. Arrangørerne gjorde et kæmpe arbejde for at holde ruten løbevenlig, uden glat underlag og snefri og det lykkedes næsten. Det var ganske få steder man skulle passe lidt på.
De første BAC havde i ilden var de gæve unge piger Amanda Grønning, Josefine Rytter, Sara Schou Kristensen og Sofie Brohus. Og her kan der kun skrives positive gloser om deres præstationer. Sofie blev nr. 17 i tiden 22.37, hvilket ikke er langt fra hendes bedste og hun var en god back up, såfremt en af de 3 andre, som dannede holdet, ikke kunne gennemføre. Amanda blev nr. 6 i tiden 19.15, som kun er 11 sek. fra PR og det var lige efter en overstået forkølelse, så en super præstation. Sara løb helt på niveau med hendes 2 fantastiske tider fra de varmere himmelstrøg på La Santa. Sara blev nr. 3 i tiden 18.33, som gav hendes 2. individuelle podieplads hos juniorerne i DAFs vinterturnering. Hun gentog nemlig 3. pladsen fra sidste sæsons 5 km landevej. Josefine blev nr. 2 i tiden 18.25, som er hendes første tid under 19 min., så stor PR og endnu en topplacering. Sejren gik til Skives Nanna Bagger, som gjorde comeback efter lang tid med skader efter at hun for næsten 2 år siden blev dansk seniormester på lang cross. Nanna løb på flotte 18.05 via et hårdt udlæg, som ingen turde gå med på. De 3 sidstnævnte BACer udgjorde et fantastisk hold og vandt holdkonkurrencen med 1m40s ned til Skive AM.
BAC havde 3 unge veterankvinder til start Anne Frankland, Berit Guldborg og Mette Møhncke. Anne blev nr. 9 i tiden 43.24, Berit blev nr. 8 i tiden 42.53 og Mette blev nr. 6 i tiden 39.19. Mette var ikke helt tilfreds med sit løb, men at kunne løbe lige over 39 min., når man ikke er helt på toppen og efter at imunforsvaret i den seneste tid har været hårdt belastet er nu ganske flot. De 3 ungmøer fik via deres bestræbelser en 2. plads i holdkonkurrencen.
Hos mændene stillede Peter Larsen op i seniorrækken og hos de lidt ældre som både talte i seniorrækken og veteranrækken stillede Carsten Rytter, Henrik Skov Andersen og Martin Bo Andersen op. Peter blev nr. 49 i tiden 53.57 og fik lige slået Martin på de sidste meter. Henrik løb igen helt fantastisk og blev nr. 2 i veteranrækken i tiden 51.32 og det gav samtidig en 27. plads hos seniorerne. Martin blev nr. 13 i tiden 54.05 og Carsten blev nr. 18 i tiden 57.39. De 3 gamle fik hevet en 2. plads hjem som hold i veteranrækken.